Aglaktuqbloggen – om lusten att skriva

Aglaktuqbloggen – om lusten att skriva

Kristin Auestad Danielsen

FebruariPosted by aglaktuq Mon, February 27, 2012 22:01:33


Ein politikar gret framfor kamera.

Her er nesten stillstand. No kjenner eg sola i skuldera og veit at ho vil bevege seg lenger vekk og så har eg ikkje sol på meg lenger.

Fingrane er kalde. Knea, hoftene, albuane, fingrane sit i skrivepositur men er kalde og stive. Tastaturet er dårleg og å-en, ø-en, æ-en og m-en har mista knotten sin, det er ikkje kjekt for litlefingen, han kjenner det godt.

Eg skriv fram eit barnetog på den farlege vegen. Dei liknar tre-åringar, dei går i shorts. Grøftene er snølagde, alt på kvar side av vegen er kvitt og øde. Vegen er svart og bar som ei blodåre. Bilane køyrer ut i heile kroppen og kjem tilbake til hjartet. Angsten er i snøen. Redsla er i barnetoget. Borna er redde for bilane, for den avvisande og straffande mora. Mora vil redde dei misbrukte borna, tenk, seier ho, no blir det misbrukt barn. I denne augeblinken. Eg seier at eg ikkje vil tenkje på det. Ja, seier ho, eg irriterer deg fordi eg appellerer til noko du ikkje vil gå inn i.


Kristin Auestad Danielsen föddes i Torshavn på Färöarna 1981, växte upp i Gjesdal i Norge och bor nu i Köpenhamn. Hon har en kandidatexamen i litteraturvetenskap och har gått på Författarskolan i Tromsø. Hon debuterade som dramatiker med enaktaren Bartender, 2004. Året efter släppte hon sin första diksamling Alle i Norge, i tre, hengekøyer.

Illustrationen är gjord av Agnes Stenqvist.

Ordlista
Albuane = armbågarna
Tastaturet = tangentbordet
Dårleg = dålig
Knotten = knoppen
Kjekt = trevligt
Grøftene = dikena
Kvitt = vitt
Blodåre = blodådra
Køyrer = kör
Kjem = kommer
Augeblinken = ögonblicket
Appellerer = vädjar


Bjørn Rasmussen

FebruariPosted by aglaktuq Mon, February 13, 2012 20:05:46

selv teflon er et bakkelandskab, men min tunge er et bakkelandskab, men det første jeg vil beskrive er stigbøjlen og det uld: jeg hedder villads, jeg hedder lille tudseøre, jeg indlogerer mig på hotellet, der hænger en stigbøjle på væggen over sengen der hænger en liste over hotelgæsterne ved siden af spejlet: øksedronningen, den snu kvæghandler, den blåbærnæsede, tit tit det er ikke nogen der fniser, det er portøren der skraber skidt af gulvet med en kniv

eller en ske, jeg hedder, jeg hedder rengøringsrum nå, jeg hedder retsina birk nielsen, det første jeg får ind er en valmuemark hver aften inden jeg skulle sove dækkede jeg min fars lig med saltkød, jeg hedder lille fisemormor, gården brændte den nat selv teflon er et bakkelandskab, men hvad med flydende helium og mit selvhad og det uld, jeg får det sådan: læg dig hund dæk igen har man skidt mig tom, igen har jeg en nat at være forvirret i, hvad sker der med ringenes herre referencer for tiden jeg har skåret mig i munden på et stykke italiensk brød, jeg har set dyr have seksuel omgang, egern, heste

man vil ikke afsløre mig med det samme, man vil ikke servere alt, men hvad vil man servere, man vil udsætte mig for det mest utænkelige i den pågældende situation, men hvad er situationen, jeg drikker sveskejuice, jeg drikker kogt vand

det første jeg får ind er en åkande der bevæger sig om bag sivene og mumificerer sig, nu må du høre på mig, jeg havde jo alarmerne med for de var jo puttet ind i huden, men de virkede ikke mere, men så kom fatimasara, hun sagde: er det dig der er inde i politiet, sagde fatimasara, så sagde jeg nej, så sagde hun okay, så begyndte jeg at stoppe med at græde

jeg hedder tag tøjet af og sig undskyld og tag tøjet på igen og tag tøjet af og sig undskyld og tag tøjet på igen og tag tøjet af og sig undskyld, det er situationen bum, det rå og det kogte, det er det man serverer bum bum, jeg kan folde mine ører ind i øregangen hvis jeg strammer kæberne, jeg tænker: selv teflon er et bakkelandskab, men tis støj togkupe, det første jeg får ind er en dronningeloge, en blokering i rectum, en fødsel med benene først, hvis rengøringsmidlet i rengøringsrummet er tekstsekretet, så siger jeg hi hi drik bare kys

det er ikke nogen der fniser, det er portøren der skraber skidt af gulvet med en kniv eller en ske, man vil nu fremdeles rippe op i mit du: du hedder bortkastet æggeskal, du underlægges gamle stegeben i historien

i historien sidder en evig hveps og stikker dit ansigt i stykker, men dit ansigt er et bakkelandskab, går du i blomst i sort jord i hovedet

her har du det mylder vi henviser til som afførende, vi sad dine træk godt til på en gynge hvor vi gynger og råder over dit nedfaldende

påklædte dit liv på et bildæk, sprættede dig ind i havestuens betrukne blomsterpuder, nu har du en nat at være forvirret i

nu har du én nat at være forvirret i som man siger

som da du drev ad venstre kind malet

under mund den gusten var ønsket

i kuffert aflagt drøbel

i kuld af øret sig over irgrønt

fordi svimle lænds vegne

skødets kun tog græsning i alle

til knækket vand på hofte

ægges de rygge gennem uld og det uld


Bjørn Rasmussen är en dansk författare född 1983. Han är utbildad vid Dramatikeruddannelsen och Forfatterskolen i Danmark. 2004 debuterade han som dramatiker med audioguide-dramat Myg marcherer i sødt blod. 2011 kom Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, som är Rasmussens första roman.

Illustrationen är gjord av Isabel Leal Bergstrand
.

Ordlista
hedder = heter
tudseøre = paddöra
snu = slug
valmuemark = vallmoåker
pågældande = ifrågavarande
sveskejuice = katrinplommonjuice
åkande = näckros
bevæger sig = rör sig
sivene = vassen
bum = bom
støj = buller
dronningeloge = drottningloge
stegeben = stekben
rippe op = undersöka
hveps = geting
havestuens = verandans
betrukne = med överdrag
gusten = obehagligt gulblek, även cynisk
drøbel = gomspene (spetsen av gomseglet i munnen)
irgrønt = ärggrönt
skødets = skötets
kun = endast, bara
græsning = bete
hofte = höft
rygge = backa